Malerejse - Symi - Grækenland 2016
Dagsprogram:

         
Søndag er afrejsedag. Vi, der flyver fra Kastrup, mødes i Kastrup lufthavn. Vi flyver til Rhodos. Der er nogen ventetid på Rhodos inden bådafgang til Symi, men den plejer vi at forsøde på forskellig vis. Vi plejer at spise sammen på en afsides og roligt beliggende restaurant i den gamle by. Her bruger vi tiden til at blive vi rystet sammen på hyggelig vis. Kommer man fra Billund, mødes vi selvfølgelig først i lufthavnen på Rhodos.

Mandag
Vi, der bor på Nireus drikker morgenkaffe sammen på pieren. Vi mødes herefter alle på et nærmere aftalt tidspunkt. Jeg indleder med lidt orientering/teori/demonstration og så går herefter på orienteringstur i byen. Vi har vores grej med og maler enten på havnen eller på Nos-stranden, en ganske kort strækning at gå. Med hensyn til frokost lader vi inspirationen råde, der er adskillige muligheder.

Tirsdag: Efter morgenmad og demonstration på pieren tager vi den lille bus til Pedibugten og finder motiver der. Der er utrolig fredeligt og ægte. Pedi er ikke nogen by, der ingen havn (der er kun een havn på Symi, nemlig havnen i Yialos). Der er en lille stump strand, nogle få huse, et enkelt lille hotel, en hyggelig lille taverne og så er der masser af motivmuligheder. Alt er småt på Symi.

Onsdag er malefri dag. De der har lyst kan tage med på sejltur fra havnen i Yialos. Turbåden går til blandt andet Sct. Emilianos og  Panormitis Klostret. Der kan bades fra båden, den ankrer op i flere badebugter. Vi lægger til på den lille ø Sesklia. Her arrangerer besætningen  barbercue på stranden, hvor der også er herligt at bade. Det er en flot og absolut anbefalelsesværdig tur. Deltagelse er selvfølgelig frivillig. Dagen kan også bruges på egen hånd, hvis man foretrækker det. (Pris ca. 25-30 Euro)   

                                                                         
           
Torsdag tager vi den lille bus til Chorio. En mulighed er også at vandre til Chorio ad trappegaden, det kan absolut anbefales. En helt fantastisk smuk tur. Her er gode motiver, ruiner, smukke huse og ikke mindst udsigter. Der er også et par særdeles glimrende restauranter, så vi behøver ikke at sulte. :-)

Fredag vandrer vi til Nimborio-bugten. Vandreturen kan gå over land eller langs vandet, begge ture er flotte (og ikke forbundet med særlig store strabadser) så det er bare med at have skitseblokken med. I Nimborio er der ligeledes fine motiver, og der er også en lille strand med vakkelvorne liggestole og med en lille meget hyggelig taverne liggende lige i strandkanten. Jeg gentager, alt er småt på Symi.

Lørdag maler vi ruiner, huse, døre og indgangspartier i baggaderne, udvalget er stort og der er virkelig fredeligt.
Vi slutter vores maleuge af med at spise sammen om aftenen i Yialos. Der er en inciterende stemning i Yialos' smalle gader om aftenen, og der er mange valgmuligheder m.h.t. udendørs restauranter.

Søndag er der tidligt morgenbord og herefter med båden tilbage til Rhodos By. Der er desværre ventetid igen, inden afgang til lufthavnen.

Det er dog også muligt, at tilbringe dagen på Symi ved at tage en senere færgeafgang, ca. kl. 18.00. Det betyder så, at vi selv skal betale en taxa til lufthavnen. Et beskedent beløb.