Dagsprogram til Malerejse 2018  malerejser 2018 akvarelferie  akvarelrejse - malerejser i udlandet - akvarelferie i Grækenland - malerejse til Grækenland


Dagsprogram: 

Der går bus til samtlige steder vi besøger!



Lørdag: Vi mødes i  Kastrup Lufthavn og "følges ad" til Napoli. Der kan måske blive tale om en mellemlanding. I Napolis lufthavn bliver vi hentet af en lille privat bus, der bringer os til Scala. Ved dagsankomst betyder det en fantastisk smuk tur. Hotellet, som er et lille  familiedrevet hotel gennem flere generationer, og som er ubetinget Scalas bedste, venter os til spisning, frokost eller middag, alt afhængig af ankomsttidspunktet. Vi mødes efter  udpakning til en orienteringsvandring i Scala. Jeg fortæller lidt om byen, stedet, San Cataldos historie og vilkårene nu. Ved sen ankomst tager vi vandringen næste formiddag. 

Hver dag spiser vi morgenmad sammen på Giuseppinas dertil indrettede morgenmadsterrasse. Her får vi vores morgenkaffe under blåregn- og citronespalier og her er en fantastisk udsigt.
Derefter tager vi hul på en ny maledag med demonstration af dagens emne. Til det formål stiger vi ned på terrassen ved poolen, hvor der også er en fantastisk udsigt, dels ned over Scala og dels over dragedalen til Ravello. 
(Demonstrationerne kan dog også foregå på malestederne).

I tilfælde af dårligt vejr, har vi et malelokale på hotellet. Dårligt vejr hører dog til sjældenhederne. Når vi kommer så langt hen i maj/juni er "regntiden" overstået og her er sol og varme. Er man til morgensvømning, er dette absolut stedet, poolen er åben fra 06.00 til 18.00 og pool-området er særdeles indbydende.

Middag spiser vi hver dag sammen i Guiseppinas aftenrestaurant. Hvis det er lunt nok, serveres der udendørs. Det er meget stemningsfuldt, og der er en lige så inciterende udsigt over Ravello i aftenstemning som i dagslys. Maden er god, og Italien er jo som bekendt et vinproducerende land, så etablissementets egen vin er absolut også værd at stifte bekendtskab med.

Søndag: Som det allerede er fremgået, vægter jeg undervisningen meget højt, udover at man selvfølgelig skal have en god ferie med mange gode oplevelser. Derfor starter jeg vores kursusuge med at bruge den første dag på terrassen ved poolen. Der giver jeg demonstrationer i forskellige teknikker, nye og klassiske. Jeg fortæller lidt om farveteorien og   farvernes beskaffenhed, herunder de respektive farvers meget forskellige pigmenter. Jeg gennemgår lidt af indholdet i det akvarelkompendium I har modtaget ved tilmeldingen. Vi fordeler gennemgangen af kompendiet med lidt hver dag. Vi kan male udsigter fra Giuseppinas terrasse, der er rige muligheder. For de meget ambitiøse udgør udsigten over Dragedalen til Ravello et fantastisk motiv. Der kan males andre dele af udsigten eller opstillinger, f.eks. af citroner, de fås i overstørrelse her på stedet og med noget pragtfuldt løv. Og så kan der i øvrigt bades i poolen, for vi er jo også på ferie. Frokost spises på Giuseppinas terrasse.

Mandag: vandrer vi til Ravello. Evt. bus. for at besøge Villa Cimbrone, der virkelig er et besøg værd. Det kan ikke undre, at den engelske lord Grimthorpe, der i 1904 rejste Europa rundt for at dulme sorgen over tabet af sin hustru, slog sig ned her og købte stedet. Stedet har en mere end tusind år lang og farverig historie, derfor er det også en blanding af forskellige tidsaldre og stilarter, men gør nu ikke stedet mindre malerisk. Her er der et sandt Eldorado af motiver. Man kan male bygninger, have, statuer, små templer eller udsigter. Der er en udendørscafe, hvor vi spiser frokost sammen, der er fredeligt, inciterende og en fabelagtig udsigt. Herefter maler vi til vi vandrer, eller tager bussen hjem. Evt. spise i Ravello, der er adskillige gode restauranter. (Manglende aftensmåltider på Giuseppina erstattes med frokoster). Ravello har også nogle fine, sofistikerede butikker, så er man til lækkerier, både hvad angår mad, smykker og mode, så er de absolut også et besøg værd.

Tirsdag: foretager vi en nedstigning ad en sti/trappe til Amalfi - en meget smuk tur. Det tager ca. 1 time - alt efter i hvor god form man er (der går bus til Amalfi for de der foretrækker det). Byrundtur med besøg på papirmuseet, Amalfi er papirets vugge her i Europa, så her ligger Europas ældste papirfabrik. Den stammer fra 1200-tallet. Her tager vi en rundvisning og fortælling om historien bag. Der kan i øvrigt købes forskelligt spændende akvarelpapir. Den imponerende domkirke i Amalfi har også en spændende historie, og den er absolut også et besøg værd. Vi mødes til frokost kl. 12-13 på L´Abside, som er en udendørs restaurant, der ligger på en noget afsides, hyggelig piazza i Amalfi. Bus hjem, eller opstigning til fods, det sidste hvis man er i virkelig god form. Vi kan blive i Amalfi for at male i gyderne eller der kan males i Scala resten af dagen.

Onsdag: holder vi malefri og vi arrangerer en tur til Pompei og Vesuv. Der er også mulighed for andre ture, måske en sejltur til Positano. Lige som Capri, har Amalfi også sin grotte, den er dog ikke blå, men smaragdgrøn, den kommer man ind i på Positano-sejlturen. Vi har en en guide med os, som sørger for at arrangere turene på stedet, så det behøver vi ikke at tage stilling til hjemmefra. Det er naturligvis frivilligt at deltage i udflugter. Det er også muligt at foretage sine egne udflugter. Der går både fra havnen i Amalfi til bl.a. Capri og Ischia. For de der ikke er interesserede i udflugter er der maleundervisning i Minuta, en lille kirkeplads få minutters gang fra Giuseppina.

Torsdag: Vandrer vi igen til Ravello (bus for de der foretrækker det). Jeg har et mangeårigt bekendtskab med Ravello, så vi tager en  beskeden rundtur med fortælling om byens særdeles farverige historie i hvilken vores egne skagensmalere, Marie og P.S. Krøyer jo også optager en vis plads. Vi spiser frokost sammen på Kirkepladsen, hvor der er et meget livligt folkeliv og i et rigt udvalg af motiver. Vi bliver i Ravello, til aftenspisning på en lille restaurant der ikke ser ud af så meget, men som serverer så fremragende mad, at man virkelig har snydt sig selv ved at have besøgt Ravello uden at spise på denne. Bus hjem. (Søndag har vi spist frokost på Giuseppina som kompensation for mandagens manglende aftensmåltid).

Fredag:  Arbejder vi igen på Giuseppinas terrasse. Vi foretager en "efterregulering" dels af undervisningen og dels af de færdige arbejder. De ufærdige arbejder kan vi f.eks. male færdig.

Vi stiller vores arbejder op og foretager en slutevaluering over et glas vin.

Lørdag

drager vi igen mod lufthavnen i Napoli, og her kommer vi så til den kedelige del af festen. Men alt får jo en ende ;-)


Hvis der er stemning for det, kan der arrangeres et aftenarrangement i Ravello, med klassisk friluftskoncert i Villa Rufolo. Det er en fantastisk oplevelse hvis man er til klassisk musik, inciterende stemning og fabelagtige udsigter. Det er naturligvis en forudsætning, at der gives friluftskoncert i tidsrummet for vores ophold.